Helbredsattest
Det første du skal gøre er at få en helbredsattest. Helbredsattesten dokumenterer, at dit helbred ikke er i vejen for, at du kan køre bil. Du kan få en helbredsattest på dit lokale sygehus.
Du skal medbringe 2 billeder til lægen. Lægen skal bag på billederne skrive dit navn og sætte sit eget stempel, så politiet kan se, at det er dig, der har været ved lægen.
Helbredsattesten bliver lagt i en kuvert sammen med billederne og lægen skal lukke kuverten og stemple sit navn hen over lukningen på kuverten. Du må ikke selv åbne kuverten. Du skal aflevere den lukkede kuvert til politiet, når du bestiller tid til teoriprøve. Det er for at man kan være sikker på, at det er dig der skal have kørekortet, der også har været ved lægen og fået lavet helbredsattesten.
Undervisning
Når du har fået en helbredsattest, skal du udfylde en blanket, som du kan få på din lokale politistation. Når du har udfyldt blanketten, skal du henvende dig til en kørelærer. Kørelæreren underviser dig i:
- Teori – det vil sige, at du får undervisning i færdselsreglerne
- Praksis – det vil sige, at du kommer ud at køre med kørelæreren
Teori- og køreprøve
Når din kørelærer mener, at du er klar til at gå til teori- og køreprøve, skal du henvende dig til din lokale politistation, for at bestille tid til en teori- og køreprøve.
Når du henvender dig til politiet for at bestille tid til en teori- og køreprøve, skal du medbringe:
- den udfyldte blanket, hvor din kørelærer har skrevet, at du har modtaget den nødvendige undervisning
- helbredserklæringen og de 2 billeder i kuverten fra lægen
Fornyelse
Der kan være flere årsager til, at du skal forny dit kørekort. Det kan f.eks. være hvis du:
- er flyttet til Grønland og skal have et grønlandsk kørekort
- har tabt dit kørekort
- kørekort er blevet stjålet
- kørekort er blevet beskadiget
- har ændret navn
- har en sygdom, der gør, at du skal forny dit kørekort regelmæssigt
Skal du have et nyt grønlandsk kørekort, skal du bruge blanketten:
Ansøgning om grønlandsk kørekort
Tilflyttet Grønland?
Flytter du til Grønland og vil du køre bil, skal du have et grønlandsk kørekort. Hvis du har et dansk kørekort eller et kørekort fra et andet EU land, kan du uden videre få et grønlandsk kørekort. Når du henvender dig til politiet, skal du medbringe:
Er dit kørekort ikke fra et EU land, skal du muligvis have en lægeerklæring og til en orienterende køreprøve, før du kan få et grønlandsk kørekort. Det kan din lokale politistation fortælle dig mere om.