Når Grønlands Landsret har modtaget en ankestævning fra en part i en familieretlig sag, bliver ankestævningen sendt eller afleveret til den anden part i sagen (modparten).
Hvis du har været part i en familieretlig sag, og din modpart har anket kredsrettens eller Retten i Grønlands dom, vil du blive kontaktet af Grønlands Landsret.
Grønlands Landsret sender dig den ankestævning, som din modpart har indleveret til Grønlands Landsret, og du får en frist til at komme med et skriftligt svar i sagen. Dit svar kaldes et ankesvarskrift.
Forberedende retsmøde
Når Grønlands Landsret har modtaget ankestævningen, vil du og din modpart blive indkaldt til et indledende retsmøde i sagen.
Dette møde kaldes et forberedende retsmøde.
På det forberedende retsmøde, skal disse punkter afklares:
- Parternes ønsker til sagens resultat (påstande)
- Om parterne kan nå til enighed
- Om der er behov for at indhente flere oplysninger til ankesagen
- Tidspunkt for det afsluttende retsmøde (hovedforhandlingen)
- Eventuel møde via video til hovedforhandlingen
- Eventuelle spørgsmål fra parterne
På det forberedende retsmøde er det især vigtigt at få afklaret, om forældrene kan nå til enighed, om der skal indhentes nye bilag i sagen, og hvornår sagen skal hovedforhandles.
Hvis der skal indhentes nye bilag, bliver det aftalt på retsmødet, hvem der indhenter disse bilag.
På det forberedende retsmøde skal forældrene ikke forklare om, hvordan det går med børnene. Forklaringerne kommer under hovedforhandlingen, som er det afsluttende retsmøde i sagen.
Hvis forældrene bliver enige
Grønlands Landsret afslutter ankesagen, hvis forældrene indgår en aftale om de punkter, som ankesagen handler om, før Grønlands Landsret har afsagt dom.
Hovedforhandling
Kan forældrene ikke nå til enighed, holdes en hovedforhandling, hvor forældrene får mulighed for at komme med en supplerende forklaring.
Grønlands Landsret har bilagene fra sagens behandling i kredsretten eller Retten i Grønland, og Grønlands Landsret kender derfor de forklaringer, der er afgivet tidligere i sagen og de bilag, der indgik i den første behandling af sagen.
Det, der skal præsenteres for Grønlands Landsret under hovedforhandlingen er først og fremmest eventuelle nye bilag og oplysninger om, hvad der er sket siden dommen fra kredsretten eller Retten i Grønland.
Tidspunkt for hovedforhandling
Er den ankede dom afsagt af kredsretten, er det landsdommeren eller landsrettens souschef, der afgør sagen.
Er den ankede dom afsagt af Retten i Grønland, skal landsdommeren ved Grønlands Landsret og 2 landsdommere fra Danmark deltage i hovedforhandlingen af ankesagen.
Der fastlægges hvert år 2 perioder i løbet af året, hvor landsretten behandler disse sager.
Forældrene får oplyst det første mulige tidspunkt for hovedforhandlingen, når sagen er klar til hovedforhandling.
Der går normalt 3 – 6 måneder fra en sag er klar til hovedforhandling og indtil hovedforhandlingen kan gennemføres.
Dommen fra Grønlands Landsret
Grønlands Landsret afsiger først sin dom, når dommen er skrevet. Forældrene får derfor først oplyst Grønlands Landsrets afgørelse, når dommen er skrevet.
I slutningen af hovedforhandlingen får forældrene oplyst, hvornår de får dommen tilsendt.
I de fleste tilfælde vil parterne modtage dommen indenfor 1 uge efter hovedforhandlingen.