Send et kæresvarskrift
KæresvarskriftEt kæresvarskrift er det dokument, du skal bruge, hvis din modpart i en retssag har klaget over en beslutning, som kredsretten eller Retten i Grønland har afsagt.
Når din modpart klager over en beslutning, kærer modparten beslutningen. Dit skriftlige svar på din modparts kære kaldes et kæresvarskrift.
Beslutninger fra kredsretten eller Retten i Grønland skal kæres til Grønlands Landsret.
Vær opmærksom på, at det kun er beslutninger, der skal kæres. Hvis der er afsagt dom i sagen, og hvis du vil klage over dommen, skal du sende en ankestævning. Hvis din modpart har indleveret en ankestævning, som du vil svare på, skal du sende et ankesvarskrift.
Du kan bruge blanketten til kæresvarskriftet, som du finder øverst på denne side til at svare på en kæret beslutning i alle typer af sager, der behandles ved Grønlands Domstole.
Retten er neutral og kan ikke rådgive dig om, hvordan du bedst kan føre din sag. Retten opfordrer dig derfor til at kontakte en advokat eller retshjælpen IKIU, hvis du ønsker at begynde eller anke en retssag.
En advokat eller IKIU kan hjælpe dig med at undersøge, om du kan få betalt en advokat af staten (fri proces), og de kan rådgive dig om dine muligheder i sagen.
Klik her for at gå ind på IKIU’s hjemmeside (nyt vindue)
Klik her for at se en liste over advokater i Grønland (nyt vindue)
Hvis du er enig i det resultat, som kredsretten eller Retten i Grønland er kommet frem til, behøver du ikke at sende et svarskrift.
Er du ikke enig i det resultat, som kredsretten eller Retten i Grønland er kommet frem til, skal du sende dit kæresvarskrift med en beskrivelse af det resultat, du ønsker, at Grønlands Landsret skal komme frem til.
Det resultat, du ønsker, at Grønlands Landsret skal komme frem til, kaldes din påstand. Grønlands Landsret skal modtage dit kæresvarskrift med din påstand inden den frist, du har fået oplyst af Grønlands Landsret.
Har Grønlands Landsret ikke modtaget dit kæresvarskrift inden fristen, vil Grønlands Landsret gå ud fra, at du er enig i det resultat, som kredsretten eller Retten i Grønland er kommet frem til.
Du skal ikke betale retsafgift, når du sender et kæresvarskrift.
Du kan sende et kæresvarskrift via en digital udfyldningsblanket.
Udfyldningsblanketten finder du øverst på denne side ved at klikke på den gule knap: ”Send kæresvarskrift” For at udfylde blanketten, skal du logge på med dit MitID.
Når du åbner den digitale udfyldningsblanket til kæresvarskrift, får du vejledning om, hvordan du skal udfylde kæresvarskriftet.
Bemærk
Du skal ikke sende de bilag, der indgik i sagen ved kredsretten eller Retten i Grønland. Grønlands Landsret får disse bilag udleveret fra kredsretten eller Retten i Grønland. Hvis du ønsker at inddrage nye bilag, kan du sende de nye bilag sammen med dit kæresvarskrift.
Når du har udfyldt skabelonen, skal du klikke på ”send”. Derefter bliver dit kæresvarskrift sendt til Grønlands Landsret.
Når Grønlands Landsret har modtaget sagen, kontrollerer landsretten først, om der skal betales retsafgift, og om retsafgiften er betalt.
Skal der ikke betales retsafgift, går Grønlands Landsret i gang med at behandle kæresagen, så snart sagen er modtaget.
Skal der betales retsafgift, begynder Grønlands Landsret først sagsbehandlingen, når retsafgiften er betalt.
Sagsbehandling
Når Grønlands Landsret begynder sagsbehandlingen, sender Grønlands Landsret et brev til sagens parter. I brevet får parterne en frist til at komme med yderligere bemærkninger i sagen.
Efter udløbet af fristen træffer Grønlands Landsret beslutning i sagen. Det sker meget sjældent, at der holdes møder i sager, hvor en part har kæret en beslutning. Disse sager behandles næsten altid på grundlag af det skriftlige materiale i sagen.
Ønsker du, at der skal holdes et møde i sagen, kan du kontakte Grønlands Landsret, som vil tage stilling til, om der undtagelsesvist skal holdes et møde i sagen.
Afgørelse
Når Grønlands Landsret har truffet afgørelse i sagen, sender Grønlands Landsret afgørelsen til parterne.
Der går normalt omkring 1 måned fra Grønlands Landsret begynder sagsbehandlingen og indtil der træffes afgørelse i sagen.
Grønlands Landsret begynder først sagsbehandlingen, når der er betalt retsafgift.
Beslutninger kan ændres af den ret, der har afsagt beslutningen, hvis der er kommet nye oplysninger i sagen.
Beslutninger, som er truffet af kredsretten eller Retten i Grønland kan også ændres af Grønlands Landsret.
Du eller din modpart kan kære en beslutning indtil der er gået 2 uger fra beslutningen er truffet. I særlige tilfælde kan du eller din modpart kære efter fristen på 2 uger.
Grønlands Landsret oplyser dig om, hvornår du senest skal indlevere dit kæresvarskrift i det brev, som Grønlands Landsret sender til dig, når Grønlands Landsret begynder sagsbehandlingen.
Grønlands Landsrets beslutninger kan kun kæres til Højesteret, hvis Procesbevillingsnævnet giver tilladelse. Procesbevillingsnævnet giver kun tilladelse til kære, hvis sagen er principiel.
En sag kan være principiel, hvis:
- den handler om et spørgsmål, som Højesteret ikke har behandlet tidligere, og
- afgørelsen kan få betydning for andre end parterne i sagen
Hvis du vil ansøge om tilladelse til at kære landsrettens beslutning til Højesteret, skal du sende din ansøgning til:
- Grønlands Landsret, postboks 1040, 3900 Nuuk eller
- Procesbevillingsnævnet Store Kongensgade 1-3, 2., 1264 København K
Din ansøgning om tilladelse til at kære landsrettens beslutning til Højesteret skal være modtaget i Grønlands Landsret eller i Procesbevillingsnævnet senest 4 uger efter, at landsrettens beslutning er afsagt. Der står i landsrettens retsbog, hvornår beslutningen er afsagt.
Klik her for at gå ind på Procesbevillingsnævnet’s hjemmeside (nyt vindue)
Retsplejelov for Grønland, lov nr. 305 af 30/04/2008 (med senere ændringer)
Advokatnøglen: www.advokatnoeglen.dk
Procesbevillingsnævnet: www.domstol.dk/procesbevillingsnaevnet/
Jens Kreutzmannip Aqq. 5
3900 Nuuk
Telefon: 36 39 00
E-mail: post@landsret.gl
Hjemmeside: www.domstol.gl