Lotteriafgift

Lotteriafgift er en afgift, som alle, der afholder lotteri, skal betale til Landskassen. Den type afgift er det, der kaldes en indirekte skat.

Der skal betales afgift af alle slags lotterier, der har gevinster, f.eks. bingo, banko, offentlige konkurrencer med gevinster af værdi.
Gevinster dækker over både kontanter og varer. Afgiften skal betales, uanset om det er en lukket forening der afholder lotteri, f.eks. en sportsklub eller foreninger der afholder f.eks. bingo eller om det er lotterier, hvor alle har adgang.

Ønsker du at afholde et lotteri ved et offentligt arrangement, hvor alle har adgang, skal du have kommunens og politiets tilladelse. Det kan f.eks. være til en byfest.

Er du i tvivl, så kontakt Skattestyrelsens Afsnit for afgifter.

 

Du skal ikke betale lotteriafgift af de første 200 kroner af præmiernes værdi. Lotteriafgiften er 15% af den del af præmien, der overstiger 200 kroner.

Hvis en gevinst f.eks. har en værdi af 300 kroner, skal du betale afgift af 100 kroner, fordi de første 200 kroner er afgiftsfrie. 15% af 100 kroner er 15 kroner. Det betyder, at du skal betale 15 kroner i lotteriafgift på en præmie med en værdi på 300 kroner.

Det samme gælder, når præmierne består af naturalier, herunder biler og andre varer.

Har du Excel installeret på din computer, kan du selv beregne lotteriafgiften i beregningsskemaet.

Beregningsskema (Excel)

Du har selv ansvaret for at udregne og betale lotteriafgiften. Til at registrere og afregne dit lotteri skal du bruge en anmeldelsesblanket og indbetale til Skattestyrelsens konto. Blanketten og kontonummer kan du få ved at henvende dig på Skattestyrelsen.

Du skal skrive alle præmier på anmeldelsesblanketten – også dem, der har en værdi på under 200 kroner.

Du skal udfylde anmeldelsesblanketten og betale lotteriafgiften senest 14 dage efter, at lotteriet er afholdt. Bliver lotteriafgiften betalt for sent, skal der betales et tillæg på 2% af afgiften. Det samme gælder, hvis der er forkerte oplysninger på anmeldelsesblanketten.

Du kan betale på posthuset, i din bank eller direkte i Skattestyrelsen. Du kan ikke betale med kontanter i Skattestyrelsen, men kun med betalingskort.

 

Du kan se lovgivning omkring lotteriafgift på Skattestyrelsens hjemmeside.

Skrevet af: Skattestyrelsen

Skattestyrelsen
Postboks 1605
3900 Nuuk

CVR-nummer 19785386
Telefon: 34 65 10
E-mail: tax@nanoq.gl
Hjemmeside: www.aka.gl


Borger

Velkommen til sullissivik.gl

Du er på vej på Sullissivik Borger. For at skifte til Erhverv, tryk på 'Erhverv' i toppen af siden.