Anmodning om erstatning i forbindelse med indsendelse af din patientklage
Din anmodning vil først blive behandlet, når din klagesag er endeligt afgjort.
Du kan anmode om erstatning i forbindelse med din patientklage over behandling foretaget af sundhedspersonale ved det offentlige sundhedsvæsen.
Du kan få en erstatning som kompensation for at have lidt svie og smerte eller et økonomisk tab som følge af en fejlbehandling, du har fået.
Du kan anmode om erstatning for:
- Tabt arbejdsfortjeneste
- Svie og smerte
- Varige mén
- Erhvervsevnetab
- Tab af forsørger
- Helbredsudgifter og dækning af andet økonomisk tab som følge af fejlbehandling
Hvis du har meddelt, at du ønsker at anmode om erstatning, da du sendte din klage over sundhedsfaglig behandling, videresender Landslægeembedet din erstatningsanmodning til Departementet for Sundhed.
Bemærk:
Du kan anmode om erstatning, samtidigt med at du indsender en klage over sundhedsfaglig behandling.
Din anmodning vil først blive behandlet, når din klagesag er endeligt afgjort.
Du har som udgangspunkt kun mulighed for at få erstatning, hvis du har fået medhold i din patientklage over sundhedsfaglig behandling, medmindre du kan bevise at Sundhedsvæsenet bærer ansvaret for den skade m.v. du er blevet pådraget.
Du kan ikke anmode om erstatning:
- hvis du allerede har fået dækket tab ved skaden på anden vis, for eksempel ved erstatning for tabt arbejdsfortjeneste gennem en forsikringsordning
- for skader og tab, der skyldes den sygdom du bliver behandlet for
- i forbindelse med en klage over serviceforhold ved det offentlige sundhedsvæsen
- for mén eller økonomisk tab som følge af behandling hos sundhedspersonale udenfor det offentlige sundhedsvæsen, det vil sige private tandlæger, fysioterapeuter og lignende.
Bemærk:
Hvis du vil anmode om erstatning efter behandling hos sundhedspersonale udenfor det offentlige sundhedsvæsen det vil sige private tandlæger, fysioterapeuter oglignende, skal du sende din anmodning om erstatning direkte til behandleren.
Samtykke til indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger
For at kunne behandle din anmodning om erstatning, skal du give samtykke til at Landslægeembedet, Ledelsen ved Sundhedsvæsenet samt Departementet for Sundhed kan indhente og videregive oplysninger om dine helbredsmæssige forhold. I erstatningsanmodningsformularen bliver du bedt om at give dit samtykke til dette.
Kommunikation med sagsbehandlerne
For at kunne behandle din anmodning om erstatning, skal du besvare de henvendelser om sagen, som sagsbehandlerne sender til dig i løbet af den periode hvor din anmodning bliver behandlet. Hvis du ikke besvarer henvendelserne, kan sagen ikke behandles korrekt. Det kan resultere i en større risiko for, at du ikke får tilkendt erstatning samt en forlængelse af sagsbehandlingstiden.
Du kan som udgangspunkt få tilkendt erstatning, hvis:
- der er begået en fejl i den sundhedsfaglige behandling af dig
- du har fået skade som en direkte følge af den sundhedsfaglige fejl, der er begået
Begrænsninger for erstatningskrav
- Du kan helt eller delvist miste retten til erstatning, hvis du selv bærer en del af skylden for den skade som du anmoder erstatning for, eller hvis du ikke har gjort, hvad der var muligt for at begrænse dit tab ved, for eksempel at tage imod behandling efter en skade.
- Du kan ikke få tilkendt erstatning for ulemper og ubehag forbundet med sundhedsfaglig behandling.
- Du kan ikke anmode om erstatning for skader og tab, der skyldes den sygdom du behandles for.
Når du indsender en klage over sundhedsfaglig behandling ved det offentlige sundhedsvæsen via ”Indsend din patientklage”, kan du angive i klageskemaet, at du anmoder erstatning i forbindelse med klagen.
Hvis du i klageformularen har meddelt, at du ønsker at anmode om erstatning, videresender Landslægeembedet din erstatningsanmodning til Departementet for Sundhed.
Du kan også indsende en anmodning om erstatning efter din klagesag er afgjort, hvis du har fået medhold i din klage.
Hvis du har anmodet om erstatning, da du indsendte din patientklage, bliver din erstatningsanmodning behandlet i Departementet for Sundhed som afgør om du har ret til erstatning. Din erstatningsanmodning bliver først behandlet efter din sag evt. er blevet behandlet ved disciplinærnævnet.
En forudsætning for at opnå erstatning er, at sundhedspersonale, for eksempel en læge eller sygeplejerske, har begået en eller flere fejl i forbindelse med din behandling. I erstatningsspørgsmålet tager Departementet for Sundhed derfor udgangspunkt i, om der er handlet under normen for den almindelige anerkendte faglige standard.
Du kan blive bedt om at indsende yderligere oplysninger til brug for behandlingen af din erstatningsanmodning ved Departementet for Sundhed.
Du vil modtage afgørelsen fra Departementet for Sundhed via e-mail eller brev efter den endelige vurdering af din erstatningsanmodning.
Du har mulighed for at indsende flere oplysninger til brug for behandlingen af din sag, efter du har indsendt din anmodning om erstatning.
Der må højst være gået 5 år fra det tidspunkt du blev opmærksom på, eller burde være blevet opmærksom på skaden som du anmoder om erstatning for. Hvis der er gået mere end 5 år, vil din erstatningsanmodning blive afgjort med en afvisning af kravet om erstatning.
Du kan ikke klage over afgørelsen i din anmodning om erstatning til en anden administrativ myndighed.
- Inatsisartutlov om sundhedsvæsenets styrelse, organisation samt sundhedsfaglige personer og psykologer (Inatsisartutlov om sundhedsvæsenets styrelse, organisation samt sundhedsfaglige personer og psykologer)
- Selvstyrets bekendtgørelse om Landslægeembedets virke (Selvstyrets bekendtgørelse om Landslægeembedets virke)
- Selvstyrets bekendtgørelse om klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn (Selvstyrets bekendtgørelse om klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn)
Imaneq 1A - 401
Postboks 1160
3900 Nuuk
Telefon: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 34 55 05
E-mail: pn@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl