Send en patientklage
Send en patientklageDu kan indsende 2 typer klager:
1. Klager over sundhedsfaglig behandling omfatter behandling foretaget af sundhedspersonale både i og udenfor det offentlige sundhedsvæsen herunder:
- undersøgelser
- diagnose og behandling af sygdomme
- fødselshjælp
- pleje
- forebyggelse og sundhedsfremme af den enkelte patient
- information om og samtykke til behandling
- journalføring
- sundhedspersonalets tavshedspligt
- lægeerklæringer
2. Klager over service ved sundhedsvæsenet omfatter serviceforhold ved det offentlige sundhedsvæsen herunder:
- personalets opførsel
- åbningstider
- ventetid
- lokaleforhold
Når du klager over sundhedsfaglig behandling foretaget af sundhedspersonale, kan det resultere i kritik af det sundhedspersonale du klager over, for eksempel læger, tandlæger eller sygeplejersker.
Når du klager over service ved det offentlige sundhedsvæsen, vil Ledelsen af Sundhedsvæsenet behandle din klage. Behandlingen af klagen resulterer i en udtalelse om klagens indhold.
Bemærk:
Du bør altid først kontakte det behandlingssted hvor hændelsen eller behandlingen er sket, for at tale med personalet om din oplevelse af hændelsen og få svar på dine spørgsmål om forløbet, eller den behandling du har fået. Når du henvender dig, vil du få at vide hvordan samtalen kommer til at foregå og hvem du kommer til at tale med.
Du kan også kontakte Sundhedsvæsenets patientvejledning alle hverdage telefonisk mellem kl. 13-15 for at få mulighed for at tale om det du ønsker at klage over, samt få mere information om dine muligheder og rettigheder.
Herefter kan du beslutte om du vil indsende en klage.
Kommunikation med sagsbehandlerne
For at kunne behandle din klage, skal du besvare de henvendelser om oplysninger i sagen, bekræftelse af klagepunkter med mere, som sagsbehandlerne ved Landslægeembedet og Ledelsen af Sundhedsvæsenet sender til dig i løbet af den periode hvor din klage behandles. Hvis du ikke besvarer henvendelserne, bliver sagen behandlet på et ufuldstændigt grundlag. Det kan resultere i en større risiko for, at du ikke får medhold i din klage samt en forlængelse af sagsbehandlingstiden.
Fuldmagt - hvis du klager på vegne af en anden
Som forælder eller værge for et barn, kan du klage på vegne af barnet, hvis barnet er under 18 år.
Hvis du vil klage på vegne af en myndig person, skal personen du sender en anmodning for, have givet dig fuldmagt inden du sender klagen til Landslægeembedet. Det gælder også, selvom personen er en nær pårørende for eksempel en forælder, et voksent barn, eller en ægtefælle.
Fuldmagten er nødvendig, fordi sundhedspersonalet og sagsbehandlerne kun må videregive oplysninger om fortrolige og personlige forhold, når den som sagen vedrører, har givet samtykke til det.
Klik her for at hente fuldmagtsskemaet
Du kan sende din patientklage på en af de følgende måder:
- Logge ind med dit NemID via selvbetjening ”Send patientklagen her” på sulllissivik.gl for at udfylde og sende den derfra, eller
- Udfylde og udskrive din klage og sende den via e-mail til nun@nanoq.gl eller som brevpost til Landslægeembedet, postboks 120, 3900 Nuuk
Hvis du har brug for hjælp til at indsende din klage, kan du få hjælp:
- hos din lokale Borgerservice i kommunen (teknisk hjælp) eller
- ved at kontakte Landslægeembedet på nun@nanoq.gl eller tlf. 34 51 92
Bemærk:
At du skal have fuldmagt, hvis du indsender en klage på vegne af en anden person.
Den der skal give dig fuldmagt, skal udfylde et fuldmagtsskema, underskrive og indsende det via e-mail til nun@nanoq.gl
Når Landslægeembedet har modtaget din klage, vil du få en kvittering for modtagelsen.
Når sagen er vurderet ved Landslægeembedet, vil du modtage information om sagens videre behandling samt forventet sagsbehandlingstid.
Landslægeembedet videresender din sag som behandles af forskellige instanser og forskellige sagsbehandlere afhængigt af hvilken type sag der er tale om:
- Klager over sundhedsvæsenets service videresendes af til behandling ved Ledelsen af Sundhedsvæsenet.
- Klager over sundhedsfaglig behandling behandles ved Landslægeembedet samt Styrelsen for Patientklager i Danmark og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i Danmark.
- Anmodninger om erstatning videresendes af Landslægeembedet til behandling ved Departementet for Sundhed når du har fået medhold i den klage der giver anledning til anmodningen.
Du kan opleve at blive kontaktet af forskellige sagsbehandlere i forbindelse med din sag, også fra Danmark.
Behandling af klage over service ved det offentlige sundhedsvæsen
Hvis du klager, fordi du er utilfreds med serviceforhold, for eksempel personalets opførsel, ventetid, manglende behandlingsmuligheder eller lignende, sender Landslægeembedet din klage videre til behandling ved Ledelsen af Sundhedsvæsenet.
Ledelsen af Sundhedsvæsenet vil efter modtagelsen af klagen undersøge hvad der er sket. Ledelsen af Sundhedsvæsenet vil blandt andet indhente oplysninger fra det sundhedspersonale eller den afdeling, som du har klaget over.
Du kan forvente at behandlingen af din klage over service ved Ledelsen af Sundhedsvæsenet kan vare op til 4 måneder.
Behandling af klage over behandling ved sundhedsvæsenet
Landslægeembedet opstiller klagepunkterne (antagelse af klagen) og sender dem til kommentering hos dig.
Her kan det ske, at sagsbehandleren beder dig om at indsende flere oplysninger.
Du vil i så fald blive bedt om at svare indenfor en nærmere angivet tidsfrist.
Når Landslægeembedet skal behandle sagen, indhenter sagsbehandlerne oplysninger for at kunne undersøge klagepunkterne.
Der er brug for at indhente flere oplysninger til behandlingen af din klage, og de oplysninger kan være:
- oplysninger fra journaler
- udtalelser fra det sundhedspersonale der er klaget over
Herefter udarbejder Landslægeembedet en sammenfatning af din klage som består af:
- Klagepunkterne
- Beskrivelse af hændelsesforløbet
- Hvilke sundhedspersoners behandling der skal vurderes af Styrelsen for Patientklager/Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
- Landslægens vurdering og indstilling i sagen
- De bilag der ligger til grund for sammenfatningen af din klage
Dette sendes samlet til Styrelsen for Patientklager i Danmark (STPK) som derefter vurderer sagen til videre behandling i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Herefter sender STPK et forslag til en afgørelse til alle sagens parter – også dig. STPK er ansvarlig for, at alle sagens parters rettigheder sikres i sagsbehandlingen. Derfor sendes sagsmaterialet og forslaget til afgørelse både til dig, der har klaget, samt til den/de personer, der er klages over. På den måde sikres det, at alle sagens parter har haft mulighed for at kommentere klagesagen, inden den afgøres endeligt.
Det er Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn der foretager den endelige afgørelse i klagesager når alle parter er blevet hørt. Afgørelsen kan resultere i:
- at der ikke gives kritik af sundhedspersonen. Dette meddeles skriftligt til den der har klaget og det sundhedspersonale der er klaget over.
- at der gives kritik af sundhedspersonen. Dette meddeles skriftligt til den der har klaget og det sundhedspersonale der er klaget over.
- at der gives alvorlig kritik (indskærpelse) af sundhedspersonen og mulig politianmeldelse.
- hvis det sundhedspersonale der er klaget over, får alvorlig kritik eller gentagne gange er blevet kritiseret af disciplinærnævnet, vil afgørelsen blive offentliggjort på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside.
Du kan forvente at behandlingen af din klage over sundhedsfaglig behandling kan vare op til 1 ½ år – og ofte længere.
Du har mulighed for at indsende flere oplysninger til brug for behandlingen af din sag efter du har indsendt din klage.
For at din klage kan behandles så grundigt og effektivt som muligt, er det vigtigt, at du klager så hurtigt som muligt efter hændelsen er sket.
Hvis der går lang tid inden du klager, kan sundhedspersonalet have svært ved at huske detaljerne i sagen, eller have skiftet arbejdsplads. Det gør det svært at behandle en klage.
Hvis du klager over sundhedsfaglig behandling, skal det ske senest 2 år efter det tidspunkt hvor du blev opmærksom på det du klager over. Du kan senest klage over et behandlingsforløb 5 år efter behandlingen har fundet sted.
Klager over sundhedsfaglig behandling
Du kan ikke klage over afgørelsen i din klage over sundhedsfaglig behandling ved en anden administrativ myndighed.
Klager over service
Hvis du er utilfreds med udtalelsen i din klage over service ved det offentlige sundhedsvæsen, kan du forelægge klage din for Departementet for Sundhed.
- Inatsisartutlov om sundhedsvæsenets styrelse, organisation samt sundhedsfaglige personer og psykologer (Inatsisartutlov om sundhedsvæsenets styrelse, organisation samt sundhedsfaglige personer og psykologer)
- Selvstyrets bekendtgørelse om Landslægeembedets virke (Selvstyrets bekendtgørelse om Landslægeembedets virke)
- Selvstyrets bekendtgørelse om klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn (Selvstyrets bekendtgørelse om klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn)
E-mail: siunnersorti@peqqik.gl
Telefon: 344050
Mandag – Fredag: 13.00 – 15.00
Hjemmeside: www.peqqik.gl