Anmod om køb & salg af kvoteandele
Bemærk: denne side er kun relevant for erhvervsfiskere, der vil fiske efter hellefisk i område 47 med fartøj.
Vil du fiske erhvervsmæssigt efter hellefisk med et fartøj på over 6 meter i de kystnære forvaltningsområder Diskobugten, Upernavik og Uummannaq (område 47), skal du have en kvoteandel.
Det skal du, fordi der for dette område er individuelle omsættelige kvoter (IOK) for fartøjer.
IOK betyder, at kvoterne er individuelle og omsættelige. Du har mulighed for at købe og sælge kvoteandele efter behov.
Naalakkersuisut fastsætter hvert år den totale fangstmængde (TAC) for hellefisk for hvert af forvaltningsområderne Diskobugten, Upernavik og Uummannaq. På baggrund af TAC’en og din andel af den, beregnes der hvert år, hvor mange tons hellefisk du må fiske (årskvoten). Kvoten for fartøjer fordeles til de forskellige kvoteejere efter den andel af kvoten de har. Hvis du har en kvoteandel, har du en udnyttelsesret dvs. retten at bruge den årskvotemængde, som din andel bliver lavet om til.
Det er din pligt som erhvervsfisker at følge de fastsatte regler og betingelser for fiskeriet.
Vil du tilkøbe kvoteandele til hellefisk i forvaltningsområderne Diskobugt, Upernavik og Uummannaq, skal du opfylde alle nedenstående betingelser og forpligtelser:
- Hvis du har et selskab, skal det enten være et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller et partrederi.
- Du skal eje et fartøj, der er hjemmehørende i Grønland før du kan fiske efter hellefisk. Når du modtager din licens, har du 18 måneder til at tilføje fartøjet til licensen.
- Du skal have folkeregisteradresse i Grønland, og have haft folkeregisteradresse i Grønland i de 2 forudgående år.
- Du skal være fuldt skattepligtig i Grønland og have været fuldt skattepligtig i Grønland i de 2 forudgående kalenderår
- Du er forpligtet til at sætte kontaktoplysninger, som for- og efternavn, fartøjsnavn samt fartøjets GR-nummer, på dit fiskefartøj.
- Du må ikke eje en kvoteandel på mere end 5 % af den samlede fartøjskvote i område 47.
Betingelser for selskaber, der ønsker at tilkøbe kvoteandele i fiskeriet:
- Mindst 2/3 tredjedele af selskabets kapital direkte eller indirekte ejes af enkeltpersoner, der
- Har fast tilknytning til det grønlandske samfund (ejerbog + folkeregisteret)
- Har folkeregisteradresse i Grønland og har haft det i de forudgående 2 kalenderår
- Er fuldt skattepligtige i Grønland i de forudgående 2 kalenderår
Betingelser til fartøjer i område 47:
- Dit fartøj skal være over 6 meter længde overalt.
- Dit fartøj må maksimum være 15 meter længde over alt. Hvis du har fisket med et fartøj op til 19,99 BRT/31,99 BT i forudgående kvote-år, kan du fortsat få tildelt kvotemængde til dette fartøj.
- Dit fartøj skal være registreret i søfartsstyrelsens skibsregister
Herunder beskrives kort hvad IOK er, samt hvad forskellen er på kvoteandele og årskvotemængde, da disse begge fremgår af aftalen om køb & salg.
For hellefisk, er der kun IOK-fiskeri i område 47, og dette gælder kun for fartøjer, der er over 6 meter længde over alt. Det betyder også, at den totale kvote for hellefisk i område 47, dvs. Diskobugten, Upernavik og Uummannaq, fordeles mellem fartøjssegmentet og jollesegmentet. Jollerne fisker på den samme kvote og fiskeriet slutter når den samlede kvote er fisket op. I fartøjssegmentet har hvert fartøj deres egen kvote. Denne kvote er baseret på hvor stor en andel af den samlede kvote du har. At have en kvoteandel betyder, at du har en udnyttelsesret til fiskeri efter hellefisk. Dette betyder, at du hvert år ved, at du har ret til en bestemt andel af den samlede årskvote.
Ifølge loven må ingen selskaber eller enkeltpersoner tilkøbe mere end 5 % af den samlede kvote. Det er kun muligt at få tildelt en kvotemængde, hvis du har købt en kvoteandel.
Når du har tilkøbt dig en kvoteandel, har du mulighed for både at købe- og sælge din kvoteandel og din årskvotemængde.
Køb & salg af kvoteandele
En kvoteandel er en procentdel af den samlede kvote. Du kan f.eks. tilkøbe en kvoteandel på 2 % af den samlede kvote. Din kvoteandel giver dig ret til en bestemt mængde af den samlede kvote hvert år. Det er den mængde, som du må fiske for det pågældende år. Du har mulighed for at sælge hele din kvoteandel eller en del af din kvoteandel til andre. Hvis du sælger din kvoteandel, er købet permanent. Sælger du hele kvoteandelen, har du ikke længere mulighed for at fiske med fartøj i området. Sælger du en mindre andel af din kvoteandel, kan du fiske dét mindre. Ønsker du en højere kvoteandel, må du købe den hos andre, der ønsker at sælge deres kvoteandel. Du kan først få kvotemængder baseret på din kvoteandel i det efterfølgende år. Hvis du f.eks. har købt kvoteandele i november i det aktuelle år, modtager du en licens med din kvotemængde i januar i det efterfølgende år.
Køb & salg af årskvotemængde
Årskvotemængden er det antal tons du får det indeværende år baseret på din kvoteandel. Denne mængde varierer, hvis den samlede kvote for området ændrer sig. Har du en kvoteandel på f.eks. 2 % af den samlede kvote, kan denne f.eks. give en årskvotemængde på 200 tons hellefisk for det aktuelle år. Denne mængde kan du også købe og sælge. Køb og salg af årskvotemængde gælder kun for det aktuelle år, og er derfor ikke permanent.
For at købe en årskvotemængde, skal du i forvejen have en kvoteandel, og dermed en licens, til hellefisk i område 47. Du kan f.eks. købe en årskvotemængde, hvis du har købt kvoteandele i år, og dermed ikke modtager dine egne kvotemængder før det efterfølgende år.
Har du pant i din kvoteandel, kræver panthaveren (f.eks. banken) at købet skal godkendes af dem først. Salget af årskvote, må ikke have karakter af udlejning af kvoteandele.
Hvis du vil købe en kvotemængde eller en kvoteandel, kan du finde sælgere på kvotebørsen for hellefisk. Kvotebørsen er en oversigt over ikke-opfiskede kvotemængder.
Du kan få oversigten sendt til dig ved at henvende dig til Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK): gflk@nanoq.gl
Det er ikke muligt at bruge MitID.
Vil du købe eller sælge en kvoteandel, skal køber og sælger udfylde en købsaftale.
Både sælger og køber skal oplyse navn og licensnummer/CVR-nummer.
Du skal også oplyse, om der er pant i kvoteandelen. Hvis der er pant i kvoteandelen, skal du vedlægge godkendelse fra panthaveren.
Klik her for at hente aftale om køb & salg af individuelle omsættelige kvoter i det kystnære fiskeri efter hellefisk
Du skal sende aftalen til godkendelse hos Departementet for Fiskeri og Fangst via e-mail.
Når Departementet for Fiskeri og Fangst har modtaget din aftale om køb & salg via mail, vil den blive uddelt til den relevante sagsbehandler i fiskeriafdelingen.
Du modtager en bekræftelse på mail omkring modtagelse af din ansøgning.
Sagsbehandlingen af din ansøgning kan vare op til 10 arbejdsdage.
Departementet tjekker om du overholder de betingelser, der er for køb & salg.
Du får svar via den mail du har sendt din aftale om køb & salg fra, om du har fået godkendt din ansøgning eller om den er blevet afslået.
Har Departementet godkendt handlen, modtager du nye fiskerilicenser med de nye kvoter.
Hvis du har en kvoteandel i IOK-fiskeriet, er der mulighed for kvotefleks.
Kvotefleks er muligheden for, at du kan udnytte den tildelte årskvotemængde fleksibelt i forhold til det enkelte kalenderår, der går fra 1. januar til 31. december.
Kvotefleks giver derfor mulighed for:
• Fleksfremførsel - Du kan fiske uopfiskede årskvotemængder i det efterfølgende år
• Fleksforskud - Du kan fiske din årskvotemængde for det kommende år i det indeværende år
Fleksfremførsel
Årskvotemængde der ikke er fisket i det aktuelle år, kan fiskes i det efterfølgende år. Denne mængde kan fiskes frem til 1. juli i det efterfølgende år.
Det sker ved, at Departementet for Fiskeri og Fangst fremfører restmængden fra det forudgående år til det aktuelle kvoteår. Uopfiskede årskvotemængder fremføres automatisk, og du får tilsendt en tilrettet licens.
Fleksforskud
Har du fisket hele din årskvote inden årets udgang, kan du ansøge om at fortsætte med at fiske på den efterfølgende årskvote. Du kan ansøge om dette fra d. 15. november i det indeværende år. Dette sker ved at kontakte Departementet for Fiskeri og Fangst via mail, hvor du skriver hvor stor en kvotemængde, du ønsker at få overført fra det efterfølgende kvoteår. Derefter fratrækkes mængden fra den kvote, du får til rådighed det efterfølgende kvoteår på baggrund af din kvoteandel. Du får tilsendt en tilrettet licens med din nye årskvotemængde.
I tilfælde af at du ikke får opfisket hele den ansøgte mængde inden årets udgang, bliver mængden automatisk flekset frem til det nye år.
Bemærk: Årskvotemængder, der er opnået gennem fleksforskud eller gennem fleksfremførsel af uopfiskede årskvotemængder, er ikke salgbare.
Du har pligt til at oplyse Departementet for Fiskeri og Fangst, hvis der sker ændringer i de oplysninger, der er i dine nuværende forhold. Det kan f.eks. være ændringer om dit selskab eller dit fartøj.
Når ændringerne er modtaget, vil du få udstedt en ny licens, der indeholder de nye oplysninger.
Det er dit ansvar som erhvervsfisker at have de korrekte oplysninger.
Du kan anmode om godkendelse af køb & salg af kvoteandele og årskvotemængder hele året.
Det er ikke muligt at klage over afgørelser afsagt af Departementet for Fiskeri og Fangst.
- Selvstyrets bekendtgørelse om kystnært fiskeri efter hellefisk (Selvstyrets bekendtgørelse om kystnært fiskeri efter hellefisk)
- Selvstyrets bekendtgørelse om licens og kvoter til fiskeri (Selvstyrets bekendtgørelse om licens og kvoter til fiskeri )
- Landstingslov om fiskeri (Landstingslov om fiskeri)
Imaneq 1A, 701
Postboks 269
3900 Nuuk
Telefon: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 34 63 55
E-mail: apn@nanoq.gl
Hjemmeside: www.apn.gl