Trikinose: Trikinose er en alvorlig sygdom, som kan overføres fra dyr til mennesker.
Sygdommen skyldes rundormelarver kaldet trikiner, der oftest findes hos rovdyr som fx isbjørn, hvalros, sæl, slædehund, ulv og ræv. Larverne sidder i muskelvævet på de smittede dyr. Det er ikke muligt at se trikinlarver i kødet med det blotte øje.
Når mennesker eller dyr spiser kød smittet med trikinlarver, vil larverne blive til voksne rundorme i den nye værts tarmkanal. De voksne larver formerer sig, og nye rundormelaver vandrer ud til muskelvævet og går i dvale, indtil en ny vært spiser det kød de befinder sig i.
Der er risiko for at blive smittet med trikinose ved at spise ikke-gennemstegt kød fra et af de nævnte dyr. Nedfrysning af kødet forhindrer ikke smitte med trikiner, da larverne kan overleve ved meget kolde temperaturer. Trikinose smitter ikke fra menneske til menneske.
Der er flere gange konstateret trikinose hos mennesker i Grønland. Tegn på trikinose kan i starten være tarmproblemer. Senere efter nogle uger, når larverne sidder i muskelvævet, kan symptomerne være feber, utilpashed og muskelsmerter. Ofte ses også hævelser omkring øjnene. I slemme tilfælde kan muskler, herunder hjertet, blive alvorligt beskadiget.

Indkapslet trikinlarve i muskel fra isbjørn. Billedet er taget via mikroskop. Foto: VFMG / DTU
Sarcocyster: Sarcocyster er små encellede parasitter, også kaldet protozoer. De ses som tynde hvide striber, der ligner riskorn i kødet. Sarcocyster er fundet i grønlandske rensdyr.
Sarcocyster kræver to værter for at gennemføre sin livscyklus: en mellemvært (byttedyr for eksempel rensdyr), hvor æg stadiet lever, og en hovedvært (rovdyr), hvor voksenstadiet lever.
Rensdyr bliver smittet når de spiser æggene i naturen. De optages i rensdyrets tarmkanal, og vandrer via blodbanen ud i musklerne. Når et rovdyr spiser råt kød fra det smittede rensdyr, vil parasitten modne sig til det voksne stadie i rovdyrets tarmkanal. Nye æg udskilles i rovdyrets afføring. Livscyklussen starter forfra og nye rensdyr kan smittes.
Der er ikke konstateret tilfælde med smitte af sarcocyster til mennesker i Grønland. I lande med dårlige hygiejniske forhold kan man risikere at blive smittet med sarcocyster, hvis man spiser ikke-gennemstegt kød fra svin eller kvæg. Tegn på smitte kan være diarré, feber, opkast, muskelsvaghed og muskelsmerter.

Sarcocyster i rensdyrkød. Foto kredit: Pinngortitaleriffik
Bændelorm: Bænelormen, Taenia krabbei, ses som små, hvide, runde cyster i kødet. Disse hvide kugler er indkapslede larver fra bændelormen, som ligger i dvale i kødet. Bændelormen er fundet i grønlandske rensdyr og moskusokser.
Bændelormen kræver to værter for at gennemføre sin livscyklus: en mellemvært (byttedyr for eksempel rensdyr og moskusokser), hvor larvestadiet lever, og en hovedvært (rovdyr for eksempel ræv, hund og ulv), hvor voksenstadiet lever.
Rensdyr og moskusokser smittes ved at optage æg fra bændelormen i naturen. I tarmkanalen modnes æggene til larver, der vandrer gennem tarmvæggen og via blodbaner når ind i musklerne. I musklerne indkapsles de og går i dvale.
Når et rovdyr spiser det rå kød, udvikles larverne i rovdyrets tarmkanal til voksne bændelorme. De bagerste led af den voksne bændelorm indeholder æg. Disse frigives i rovdyrets afføring. Herefter kan bændelormens livscyklus starte forfra og smitte nye rensdyr og moskusokser.
Der er ikke konstateret tilfælde med smitte af Taenia krabbei til mennesker i Grønland. Oftest bliver mennesker smittet med bændelorm, fordi de spiser ikke-gennemstegt kød fra svin, ferskvandsfisk eller kvæg fra lande med dårlige hygiejniske forhold. Mange bændelorm giver ingen sygdomstegn, men nogle kan give mavesmerter, kvalme eller nedsat appetit og i sjældne tilfælde neurologiske symptomer.

Bændelorme-cyste i rensdyrkød. Foto kredit: Pinngortitaleriffik
Hudbremse: Hudbremsen er en flue, der sætter sig i pelsen på især rensdyr. Der er også set tilfælde af hudbremselarven i pelsen på grønlandske moskusokser.
Hudbremsen kræver kun én vært for at gennemføre sin livscyklus.
Den voksne hudbremse lægger sine æg i pelsen på rensdyr i august måned. Derefter klækkes larven som graver sig igennem skindet på rensdyret, hvor den overvintrer. I maj/juni måned forlader larven rensdyret og forpupper sig i naturen, indtil den er blevet voksen og livscyklussen starter forfra. Hudbremsen forårsager stress og risiko for vægttab hos rensdyr, ligesom den giver skader på rensdyrskindet. Mennesker kan ikke blive smittet med rensdyrets hudbremse ved at spise larverne. Der er dog beskrevet tilfælde med smitte til mennesker, også i Grønland, hvor den voksne hudbremse har lagt sine æg i hårbunden og øjenlåg på mennesker.

Hudbremselarver i rensdyr. Foto kredit: F. Ugarte
Rensdyrets svælgbremse: Svælgbremsen kræver kun én vært for at gennemføre sin livscyklus. Den voksne svælgbremse sprøjter levende larver op i næseborene på rensdyr i juli-august måned. Larverne kravler derefter op gennem luftvejene og sætter sig fast indvendigt i halsen, hvor de overvintrer. I maj/juni måned kravler larverne ud igen, eller de bliver hostet op af rensdyrene. Herefter forpupper larverne sig i naturen, indtil de er blevet voksne og livcyklussen starter forfra. Svælgbremsen forårsager stress og risiko for vægttab hos rensdyr. Mennesker kan ikke blive smittet med rensdyrets svælgbremse ved at spise larverne.

Svælgbremselarver i halsen hos rensdyr. Foto kredit: C.Cuyler / Pinngortitaleriffik