Eksport af mineraler

Ønsker du at eksportere mineraler ud af Grønland, skal du være opmærksom på reglerne herfor.

Ved mineraler forstås alle andre mineralske råstoffer end kulbrinter (olie og naturgas). Mineraler indbefatter alle slags sten, mineraler og andre former for råstoffer, som ikke er kulbrinter. Det er ikke tilladt for privatpersoner at indsamle, bryde eller eksportere kulbrinter eller uranholdigt materiale.

Du har ikke brug for en eksportgodkendelse, når:

• Du har købt mineralerne i Grønland, f.eks. i en butik, af en smykkestenskunstner eller af en med tilladelse til lokale mineralaktiviteter, og du kan dokumentere købet ved. f.eks. certifikat eller faktura.
• Mineralerne er indsamlet eller brudt i videnskabeligt øjemed. Vær dog opmærksom på, at det i visse tilfælde kræver tilladelse at indsamle eller bryde mineraler i videnskabeligt øjemed. Kontakt

Råstofstyrelsen, hvis du er i tvivl.

For øvrige udførsler skelnes mellem følgende 3 kategorier:

A. Fastboende
B. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i de forudgående 3 måneder
C. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i mindre end 3 af de forudgående måneder

A. Fastboende
Du har ikke brug for en eksportgodkendelse, når du er fast bosiddende i Grønland og er fuldt skattepligtig til Grønland. Dette gælder uanset, om der er tale om værdifulde eller mindre værdifulde mineraler. Du skal bruge en historisk bopælsattest som dokumentation.
Ved fastboende forstås en person med fast bopæl i Grønland og fuld skattepligt til Grønland i de forudgående 5 år. Når det skønnes rimeligt ud fra personens tilknytning til Grønland, og personen tillige har opholdt sig uden for Grønland af uddannelsesmæssige årsager eller lignende, kan der efter ansøgning opnås dispensation fra 5 års-kravet.

B. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i de forudgående 3 måneder
Du kan foretage ikke-erhvervsmæssig indsamling af løstliggende mineraler op til 1 kg i et kalenderår. Du kan endvidere uden eksportgodkendelse eksportere op til 1 kg årligt af dine indsamlede mineraler. Ved udførsel af mineraler udover grænseværdien (1 kg årligt) skal du kunne dokumentere, at du har købt mineralerne af en fastboende.

C. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i mindre end de forudgående 3 måneder
Du kan ikke foretage indsamling eller brydning af mineraler, medmindre dette sker på en guidet tur arrangeret af en fastboende. For at udføre mineraler skal du enten have en eksportgodkendelse eller kunne dokumentere, at du har købt mineralerne af en fastboende.

Du skal søge om eksportgodkendelse for hver enkelt forsendelse, du ønsker eksporteret. I ansøgningen skal du beskrive nærmere, hvilke mineraler du gerne vil have til at eksportere.

Klik for at hente Ansøgningsblanketten til eksportgodkendelse 

Vær opmærksom på, at ønsker du at eksportere særlige mineraler, skal du vedlægge billeddokumentation af mineralerne. Billederne skal være i god kvalitet og fra flere vinkler med måleskala af de enkelte mineraler.

Særlige mineraler skal værdisættes af Råstofmyndigheden.

Du finder en oversigt over de særlige mineraler her.
Du skal sende ansøgningen per mail til Råstofstyrelsen på mlsa@nanoq.gl.

Når Råstofstyrelsen har modtaget din ansøgning, behandler Råstofstyrelsen ansøgningen. Derefter meddeler Råstofstyrelsen en eksportgodkendelse til dig.

Godkendelsen gælder kun for de mineraler, som er oplistet på godkendelsen og kun for én forsendelse. Det betyder, at du skal huske at ansøge om en ny eksportgodkendelse, hvis du ønsker at eksportere andre mineraler eller en ny forsendelse.

Når du eksporterer mineraler ud af Grønland, skal du sørge for, at grænsekontrollen har mulighed for at se, at du har lov til at eksportere. Det gør du ved at fremvise din eksportgodkendelse til grænsekontrollen. Det kan gøres på forskellige måder afhængigt af eksportformen:

• Vælger du at eksportere sten eller mineralske råstoffer med container, kan du vedlægge en kopi af din eksportgodkendelse med din forsendelse
• Vælger du at sende sten eller mineralske råstoffer som pakkepost eller anden postforsendelse, kan du vedlægge kopi af din eksportgodkendelse med din forsendelse
• Vælger du selv at udføre sten eller mineralske råstoffer, kan du selv fremvise din eksportgodkendelse til grænsekontrollen
• Vælger du at lade en anden person udføre sten eller mineralske råstoffer på dine vegne, skal den pågældende person fremvise din eksportgodkendelse og en fuldmagt fra dig til grænsekontrollen

Er du fastboende, skal du bruge en historisk bopælsattest som dokumentation for, at du må eksportere.

Afgørelser truffet af Råstofstyrelsen kan påklages til Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling. Klagen skal være skriftlig og sendes til Råstofstyrelsen (mlsa@nanoq.gl). Klagefristen er 6 uger.

Skrevet af: Råstofstyrelsen

Råstofstyrelsen
Imaneq 1A - 201
Postboks 930
3900 Nuuk

Telefon (+299) 34 68 00
E-mail: mlsa@nanoq.gl
Hjemmeside: www.govmin.gl
Borger

Velkommen til sullissivik.gl

Du er på vej på Sullissivik Borger. For at skifte til Erhverv, tryk på 'Erhverv' i toppen af siden.